Litteraturnu.dk
Forside Skønlitteratur Kunst & Kultur Samfund, Filosofi & Debat Artikler Specialer

LitteraturNu - oversigt

Anmeldelser
Annoncer
Artikler
Kontakt
Links
Live litteratur
Om LitteraturNu
Redaktion og skribenter
Specialer

 

Foto: Forfatterskabet på Roskilde

 

Høje hæle i støvet på Roskilde festival - Mette Moestrup og Miriam Karpantchof SHE’S A SHOW

 

I SHE’S A SHOW tilsættes Mette Moestrups digte ballade og musik. Desværre var det ikke kun duoens egen musik, der spillede til dagens show.

 

Reportage | Artikel af Simon Lykke Nielsen

 

Igen i år slog forlagene Rosinante & CO og Gyldendal dørene op til Forfatterskabet, og ud myldrede det med spirende såvel som garvede forfattere. For de uindviede så er Forfatterskabet en scene på festivalens campingområde, hvor forfattere fremfører og diskuterer egne og andres værker. Festlighederne finder sted i de dovne ’warm up-dage’, inden musikken sparker selve festivalen i gang. Alligevel er der ikke så få, der møder op og slænger sig på de støvede trækasser, som udgør den mindre behagelige publikumslounge.

Et fast indslag på Forfatterskabets daglige program er de såkaldte tekstperformances, hvor digte bliver krydret med musikalske udtryk. Første dags performance blev leveret af duoen SHE’S A SHOW, hvor Mette Moestrup, der er aktuel med digtsamlingen DØ, LØGN, DØ, får selskab af musikeren Miriam Karpantchof. Inden var Moestrup alene på scenen for at læse op fra førnævnte digtsamling. Iført høje hæle og lang sort kjole skilte Moestrup sig ikke så lidt ud fra mængden. Men med en velartikuleret, rytmisk og veloplagt oplæsning kom hun ud over scenekanten og helt tæt på sit publikum. Evnen til at nå ud til publikum blev desværre sat på en alvorlig prøve et par timer senere, da SHE’S A SHOW skulle afslutte dagen på Forfatterskabet.

Moestrup og Karpantchof betegner selv afkommet af deres samarbejde som feministisk semi-rap, og det er en ganske dækkende betegnelse for det, der blev leveret. Der blev lagt hårdt ud med den bevidst skingre ’Min kittel er for kort’, som Moestrup præsenterer som en arbejdersang, idet den handler om at arbejde i en kittel, der er, ja, for kort. Således klingede det unisont fra de to kvinder i høje hæle:

- Min kittel er for kort, og det er noget lort, for jeg er feministisk og kitlen er sexistisk.

Som dette er mange af Moestrups digte er sjove, og det hele bliver ikke mindre sjovt af at få tilført forskellige beats og lydeffekter. Desværre havde legen med lyd trange kår denne dag, da det i en nærtliggende teltlejr tydeligvis var barskabet og ikke Forfatterskabet, man interesserede sig for. Øredøvende musik overdøvede SHE’S A SHOW, der kæmpede en brav kamp for at holde på folks opmærksomhed. Det lykkedes kun til en vis grad.

Men selv om lyden var intet mindre end elendig, var SHE’S A SHOW et finurligt indslag denne eftermiddag på den lille litteraturscene. Det er tydeligt, at sjov og ballade er hjørnestenen i Moestrups og Karpantchofs samarbejde, og det smittede af på de tømmermændsramte tilskuere, der trods alt så ud til at være ganske godt underholdt. Det bliver næppe SHE’S A SHOW, der åbner Orange Scene til næste år, men hvis man synes om Moestrups digte, er det sjovt at få dem leveret i SHE’S A SHOWs gakkede indpakning.

 

Lagt online 07-07 2012Forrige | Næste

Nyeste artikler

22-10 2012  Tintin og leoparden Leopold – TINTIN I CONGO

19-09 2012  Pladderpamfletter - Richard Millet LANGUE FANTOME suivi de ELOGE LITTERAIRE D’ANDERS BREIVIK

31-08 2012  Jonathan Safran Foer & Jeffrey Eugenides LOUISIANA LITERATURE 2012 - lørdag

28-08 2012  Jeg har aldrig rigtig følt, at jeg blev voksen – Patti Smith LOUISIANA LITERATURE 2012

12-07 2012  Bruce: Bedre i virkeligheden end pÃ¥ bog – ROSKILDE FESTIVAL 2012/Karsten Jørgensen BRUCE SPRINGSTEEN

09-07 2012  Højspændte hyggeonkler - Morten Søndergaard og Q pÃ¥ Roskilde festival

04-07 2012  Den type værdi en oplæsning repræsenterer – Stine Pilgaard ROSKILDE FESTIVAL

21-06 2012  Hockeystav og tændstikker – Deirdre McCloskey BOURGEOIS DIGNITY

06-01 2012  Montanas Litteraturpris 2011

31-12 2011  Vesterhav, LSD og Mao – De bedste tegneserier i 2011

 

Oversigt over alle artikler

© Litteraturnu 2013