|
Et nålestribet jakkesæt taler ud – Mads Christian Esbensen PUBLIC AFFAIRS – LOBBYISME I PRAKSIS
Fænomenet lobbyisme er kommet til dansk politik for at blive. En dygtig ung praktikers nye bog om emnet er desværre usammenhængende og overfladisk.
Debat | Anmeldelse af Jonathan Bugge Harder
Citat Et veludført public affairs-program vil forøge komplekse organisationers evne til at forstå og indgå i dialog med deres interessenter, og resultatet vil skabe bedre forudsætninger for at operere og navigere i den politiske beslutningsproces. I samfund, hvor værdisystemet og kulturen er relativt heterogen, er det ofte muligt at forstå og lukke de konkrete forventningskløfter, hvis der tilføres tilstrækkelige ressourcer til området. I en mere og mere globaliseret verden er situationen en anden og udfordringerne større. |
Nogle kalder Mads Christian Esbensens metier for lobbyisme, selv kalder han det public affairs-rådgivning. Han er en del af en voksende konsulentbranche, som hjælper virksomheder med at navigere i de usikre vande blandt populistiske politikere, den omskiftelige offentlige mening og mediernes sensationshunger. I PUBLIC AFFAIRS indvier han os i de værktøjer, som virksomhederne skal bruge for både at bevare overblikket og tilgodese bundlinjen. Bogen munder ud i nogle eksempler på sager, hvor virksomhedernes manglende public affairs-strategi blev afgørende, og et slag for at disciplinen kommer frem i lyset og får en master-uddannelse, en brancheforening, nogle etiske retningslinjer, og måske også en plads i børnebøgerne ved siden af brandmand og astronaut.
Der er én god ting at sige om bogen. Lad os starte med den: I fremtiden vil der være brug for de evner, som forfatteren besidder, og det er en fremragende idé at forsøge at gøre dem tilgængelige for almenheden. Hvis jeg en dag får en virksomhed, skal jeg nok sørge for at hyre Esbensen til at håndtere public affairs. En af grundende til, at jeg får brug for ham, og ikke selv kan klare det, er, at hans magi ikke kan sættes på formel. Af samme grund er hans bog mislykket.
PUBLIC AFFAIRS sætter sig mellem tre stole. Som gør-det-selv-bog indeholder den for få værktøjer, der tilmed er svære at anvende. Værktøjskassen med issue-styring, interessentpleje og implementering fremstår desuden overteoretiseret, trods dens overfladiske karakter. Som varm luft iklædt stramme excel-figurer.
Hvis det skal være en debatbog, så er argumentet om lobbyismens fortræffeligheder alt for vagt formuleret. Vi mangler en præsentation og imødegåelse af modstandernes argumenter, og især et mere nuanceret syn på det moderne demokrati end det tamme ’...det samfund, hvor foranderligheden og den stigende refleksivitet er nogle af de få stabile faktorer’.
Hvis PUBLIC AFFAIRS er skrevet til pensum på den fremtidige master-uddannelse, skal værktøjerne uddybes, og der skal især mere reelt teoretisk kød på. Den noget løsagtige omgang med sociologerne, især Niklas Luhmann (som ellers er takket i forordet!) og Anthony Giddens, fremstår som namedropping, og vil utvivlsomt falde seriøse samfundsvidenskabelige studerende for brystet.
Der er måske alligevel én genre, som PUBLIC AFFAIRS synes at passe til. En slags salgsgenre. Lidt ligesom når politikere skriver selvbiografier for at skrabe stemmer sammen, skriver Esbensen et 200 siders powerpointshow forklædt som debat-/gør-det-selv-/lærebog, for at lave public affairs for sin public affairs-branche. Som sådan er det måske genialt. Men ikke særlig læseværdigt.
Nyeste anmeldelser i kategorien 'Debat' 25-05 2012 Fryd & gysen – Anne Middelboe Christensen BRUTALITET & BEGEJSTRING 08-12 2011 De så det nok ikke - Peter Lauritsen BIG BROTHER 2.0 17-05 2011 Endefuld til ungdommen – Stéphane Hessel GØR OPRØR! 09-12 2010 Arbejdernes stemme – Mattias Tesfaye VI ER IKKE DYR, MEN VI ER TYSKERE 15-06 2010 Universitetets nedsmeltning – Sune Auken HJERNEDØD - TIL FORSVAR FOR DET BORGERLIGE UNIVERSITET 22-01 2010 Hør på mig! – Jonathan Safran Foer OM AT SPISE DYR 03-04 2009 Forsvar for folkeskolen – Lars Olsen DEN SOCIALE SMELTEDIGEL 23-12 2008 Kritikkens sammenbrud – Mikkel Bolt & Das Beckwerk I SAMMENBRUDDETS TJENESTE – SAMTALER 10-11 2008 Et frisk pust fra London – Jakob Illeborg DANMARK SET UDEFRA 26-06 2008 Du slipper ikke Margrethe! – Gretelise Holm HVORFOR ER FEMINISTER SÅ SNERPEDE? Samfund, Filosofi & Debat
Oversigt over alle anmeldelser
|