|
Når Pope bliver pop – Sophie Gee ÅRETS SKANDALE
Alexander Pope hører ikke til blandt litteraturhistoriens mest tilgængelige forfattere. Men vil man gerne blive lidt klogere på den engelske digters liv og værk, er denne roman en underholdende genvej. Det er dog ikke den eneste grund til at læse den.
Roman | Anmeldelse af Daniel Robert Andersen
Citat Det var meget venligt af John Caryll at udsætte sin vogn for fare ved at køre den ind til byen, men lige nu ønskede Alexander, at han ikke altid skulle stå i gæld til sine venner. Han frygtede at blive den type, der havde brug for andres tjenester, og dertil kunne en mand kun nå, hvis han hele tiden var genstand for andres barmhjertelighed. For meget medlidenhed forhindrede en mand i at skabe fjender, og ingen var nogen sinde blevet berømt uden også at være temmelig meget misundt og forhadt. |
Det er ikke usædvanligt at se forfattere støbe finurlige romaner med historiske berømtheder som fundament. Senest blæste tyske Daniel Kehlmann nyt liv i de gæve videnskabsmænd Humboldt og Gauss i OPMÅLINGEN AF VERDEN fra 2005, og nu har den 33-årige australskfødte Sophie Gee fået international succes med sin pragtfulde kærlighedserklæring til den engelske digter Alexander Pope.
ÅRETS SKANDALE foregår i tiden op til Popes store litterære gennembrud med det hånlige pseudoheltedigt DEN RØVEDE HÅRLOK. Vi følger en ung Alexander Pope, som trods faderens protester tager til London i 1711 for at søge inspiration til sine skriverier. Han får mænget sig indenfor i det fine selskabsliv, hvor tiden fordrives med maskeballer, soiréer og andre festlige tiltag.
Her kurtiseres der til den store guldmedalje, men at finde en passende mage er en besværlig opgave, der kræver en hel del matematisk snilde. Mandens formue og sociale status skal nemlig nøjagtigt modsvare kvindens skønhed og medgift. Alt andet ville være ganske skandaløst.
Midt i alle disse beregninger opstår der så pludselig noget, der minder om kærlighed mellem den belevne adelsmand Lord Petre og den smukke Arabella. Det er den romance, som blev omdrejningspunkt for Popes berømte digt, og de to unge elskende spiller også en central rolle i ÅRETS SKANDALE.
I skarp kontrast til selskabslivets store udstillingsvindue med pudrede parykker og stramt snørede korsetter står den sideløbende skildring af det fordækte religionspolitiske spil. Tiden er præget af relativ ro efter to århundreder med voldsomme gnidninger mellem katolikker og protestanter, men i al hemmelighed planlægger de katolske jakobitter at indsætte Jakob III på tronen. Et komplot som flere af romanens karakterer er dybt involveret i.
ÅRETS SKANDALE er et fortrinligt vævestykke over 1700-tallets særprægede London. Kunst, kærlighed og religion føres alt sammen elegant sammen, fordi Sophie Gee formår at finde naturlige samlingspunkter for de forskellige tråde. Hendes fornemmelse for datidens sproglige tone er fantastisk – især de selskabelige dialogers smukt vibrerende skarpsindigheder er lige i øjet – og så er der en lækker lethed over den måde, hvorpå romanen bevæger sig ind og ud ad karakterernes respektive tankeuniverser.
Det store persongalleri bliver dog også en hæmsko. Romanen har en håndfuld hovedpersoner, og deres historierne skal hele tiden opdateres i forhold til hinanden. Det gør, at handlingen af og til står en anelse i stampe. Det er dog en ensom skønhedsplet i et ellers forbavsende helstøbt romaneksperiment, som i øvrigt er Sophie Gees skønlitterære debut.
ÅRETS SKANDALE bygger på Gees omfattende viden om Alexander Pope, men gætterier og kreative tilføjelser er en vigtig præmis for romanen, som derfor ikke nødvendigvis er den skinbarlige sandhed om DEN RØVEDE HÅRLOKS tilblivelseshistorie. Men hvad gør nu det? Romanen er en stor fornøjelse, som gør Pope til et sjovere bekendtskab end nogensinde før.
Nyeste anmeldelser i kategorien 'Roman' 04-01 2013 Kludetæppet væves færdigt – Monika Fagerholm GLITTERSCENEN 07-12 2012 Når fortiden banker på – Fjodor M. Dostojevskij DEN EVIGE ÆGTEMAND 04-12 2012 Høje puder til sideliggere – Kristian Bang Foss DØDEN KØRER AUDI 26-11 2012 Når enden er god, er alting så godt? – Haruki Murakami 1Q84 BOG 3 16-11 2012 Den gamle mand og høet – Bergsveinn Birgisson SVAR PÅ HELGAS BREV 12-11 2012 Episk testamente – Roberto Bolaño 2666 02-11 2012 Er du der, far? – Paul Harding DE SMÅ TING 30-10 2012 Stilhed til stor applaus – Merethe Lindstrøm DAGE I STILHEDENS HISTORIE 26-10 2012 Neptun ex machina – Carl-Johan Vallgren HAVMANDEN 24-10 2012 Bum! Du tabte – Naja Marie Aidt STEN SAKS PAPIR Skønlitteratur & Lyrik
Oversigt over alle anmeldelser
|