|
Fattigdomsbekæmpelse gennem 60 år – IDEALER OG REALITETER
Hvorfor giver Danmark hvert år et kæmpe beløb væk i udviklingsbistand? Fire forfattere fra vidt forskellige forskningsmiljøer lykkes med et kvalificeret og særdeles velstruktureret svar i en tyk bog om dansk udviklingspolitisk historie 1945-2005.
Politik | Anmeldelse af Kenneth Praefke
Citat Udviklingsbistanden er siden 1945 blevet et højt prioriteret emne i dansk politik. Næst efter forsvarspolitikken er den den mest ressourcekrævende del af Danmarks politik over for omverdenen. Men medens Danmark internationalt set altid har haft lave forsvarsbudgettter og ofte er blevet beskyldt for at befinde sig i NATO's bagtrop, har landet siden 1970'erne befundet sig i den lille fortrop af lande, der opfylder den generelle FN-norm om at yde 0,7 % af BNI i statslig udviklingsbistand. |
Det er nærmest blevet en selvfølge, at Danmark hvert år sender et stort milliardbeløb ud i verden til at bekæmpe fattigdom i ulandene. Men den virkelige historie bag udviklingsbistanden siden slutningen af Anden Verdenskrig falder ikke så lige for. Nationale interesser i et broget internationalt billede har sat udgangspunktet for den danske udviklingsbistand, der har gennemgået flere interessante faser siden 1945.
IDEALER OG REALITETER er skrevet af en fire personer stor forfattergruppe, der kommer fra meget forskellige forsknings- og praktikermiljøer inden for den udviklingspolitiske verden - en lektor, en professor, en fuldmægtig i Forskningsstyrelsen og den internationale chef i Folkekirkens Nødhjælp. Forskelligheden skinner igennem i analysen, og det påpeges også i forordet, at redaktionen ikke har forsøgt at ensrette bidragene. Det svækker dog ikke bogen, der fremstår temmelig homogen. Noget der til gengæld irriterer er layoutet, der i høj grad leder tankerne hen på en historiebog fra 9. klasse. To spalter og så derud af. Kapitel efter kapitel.
Fire kronologisk ordnede dele udgør grundstrukturen i bogen. Hver periode begynder med et rids af den politiske situation internationalt set. Det bliver til tider ukonkret, da de fire rids tilsammen skal dække en periode på 60 år, og det er en stor mundfuld. Men de sætter rammerne og giver en god indledning til kapitlerne.
Det er langt fra blot idealet om fattigdomsbekæmpelse, der har styret ulandsbistanden i den periode, bogen omhandler. En anden vigtig faktor har været de nationale interesser, og f.eks. markerer 11. september et skift mod, at udviklingspolitikken skal understøtte regeringens bredere udenrigs- og sikkerhedspolitik. Der balanceres mellem idealerne (fattigdomsbekæmpelse) og realiteterne (de nationale interesser) – deraf bogens titel.
Det er en kæmpe opgave, de fire forfattere har givet sig selv ved at gabe over så lang en periode, og først i afslutningen berøres effekten af ulandsbistanden perifert. Men de er sluppet imponerende godt fra at strukturere den enorme informationsmængde og har leveret en bibel inden for dansk udviklingspolitisk historie. Samtidig viser de overblik ved konsekvent at sætte udviklingen op mod den politiske situation. Der dukker flere interessante aspekter frem, når man kommer under huden på ulandsbistanden, og bogen er helt klart læseværdig. Men længden gør, at bogen kræver mere end en eftermiddag i lænestolen med en kande kaffe. Hiv den i stedet ud af reolen en gang imellem og spis den et kapitel ad gangen.
Nyeste anmeldelser i kategorien 'Politik' 29-09 2011 Fra departementschefsklubben – Susanne Hegelund & Peter Mose JAVEL HR. MINISTER 14-01 2010 Koryfæ – Hans Mortensen DÉT, SVEND MENER, ER... 01-04 2009 Den velintegrerede indvandrer – Özlem Cekic FRA FØTEX TIL FOLKETINGET 28-10 2008 Politisk coffee table-bog - Niels Krause-Kjær MAN HAR ET STANDPUNKT 12-06 2008 Konsensuskongen – Barack Obama MOD TIL AT HÅBE 30-05 2008 Her er Villy – Gerda Kristensen VILLYS VERDEN 31-01 2008 Symbolpolitik - Mads Storgaard Jensen NÅR POLITIK BLIVER POP 30-06 2007 Klar tale – MANIFEST – DANSKE UNGDOMSPOLITIKERE TAGER ORDET 14-11 2006 USA’s grimme ansigt - Noam Chomsky HEGEMONI ELLER OVERLEVELSE. AMERIKAS JAGT PÅ VERDENSHERREDØMMET 09-01 2006 Det er tid til politisk eftertanke - Hannah Arendt MENNESKETS VILKÅR Samfund, Filosofi & Debat
Oversigt over alle anmeldelser
|