|
Anelsens og angstens æstetik – Jytte Rex PALLE NIELSEN TIMEBOG / HOURBOOK
Der hviler en uudgrundelighed over Palle Nielsens (1920-2000) fjendtlige og mytiske byer samt identitetsløse mennesker, som er svær at sætte fingeren på. Med dette værk viser Jytte Rex, hvorfor et møde med Palle Nielsens kunst er bydende nødvendigt for det moderne menneske.
Kunst | Anmeldelse af Rasmus Wiin Larsen
Citat Vi glemmere eller fortrængere bevæger os dog. Vanviddet bliver klarere og klarere - og vanskeligere og vanskeligere at udgive for fornuft.
Glemslen kan give frihed for hensigt og måske betyde en tilstand af tømthed, hvor noget nyt kan få plads til at bryde ind. |
Palle Nielsens billeder gemmer på en dyb sandhed, men giver den ikke fra sig. De er antiintellektuelle og forklarer ikke noget for beskueren, men lader ham stå alene tilbage med de anelsesfulde linoleumstryk, raderinger, tegninger etc. De er en række kritiske billeder af forrige århundrede, et metaforisk monument over menneskesindets mørke gyder og en undergangsprofeti om civilisationens bevidstløse kapløb med fornuften.
I PALLE NIELSEN TIMEBOG / HOURBOOK gengives en lang række af Nielsens billeder i en udgivelse som kunstneren og filmkvinden Jytte Rex har stået for. Hun har også skrevet en række af bogens tekster, der ligesom titlen står på både dansk og engelsk. Ud over Rex bidrager også blandt andre Erik Fischer, Sys Hindsbo og Poul Erik Tøjner, mens en lang række citater af Nielsen selv også giver et indtryk af kunstneren og hans kunst. Teksterne er udmærkede til at give et indtryk af, hvem Palle Nielsen var som person, og til at præciserer hvad der sådan i store træk gør hans kunst interessant. Men det er ikke teksterne om Nielsen, der gør dette værk til en oplevelse. Det er billederne.
Der trænger ikke meget lys ind i dem, de er overvejende holdt i sort/hvid, og de forestiller øde eller ødelagte byrum befolket af mennesker, hvis ansigtstræk ikke er personlige, men kun lige akkurat afslører, at de er mennesker. De er repræsentanter for massen af moderne krisemennesker, der ene vandrer omkring i angstens og anelsens landskaber. Bylandskaber hvor bygninger ryger, er styrtet sammen eller støder menneskene fra sig med kynisk tavshed.
De voldsomme af billederne forestiller bygninger, hvis mure eksploderer eller falder sammen, mennesker der med apatisk rædsel malet i øjnene flygter gennem gaderne eller styrter ud fra husenes tage. De af billederne, hvor rædslen i højere grad er en knugende følelse, en stilstand og en venten, forestiller mennesker, der vandrer omkring i gaderne med bøjede hoveder eller tomme øjne, og mennesker der befinder sig i modernitetens øde og særegne byrum – på jernbane skinner, under elkabler og på ildevarslende tomme broer. På enkelte billeder søger Nielsen dog væk fra angsten og rædslen i for eksempel farvelagte billeder af solbeskinnede byrum.
Stemningerne, de immanente udsagn og motiverne forbinder Nielsen med den afdøde digter, essayist og civilisationskritiker Ole Sarvig, som han også har arbejdet sammen med. Til fælles har de opfattelsen af det tyvende århundredes storbyer som koncentratet af den krise moderniteten og verdenskrigene har ført med sig. Begge skildrer de mennesker, der lever i den uvisse anelse om en nært forestående undergang.
Anelsen, stilheden og mystikken har Nielsen også til fælles med den italienske maler Giorgio de Chirico, der i sine metafysiske malerier fra det tyvende århundredes første halvdel har skabt en egen mytologi bygget op omkring hvilende tomme plazaer. Han bruger som Sarvig og Nielsen de samme motiver igen og igen, og i sine billeder fremmaner han en evig efterårsstemning. Hos Nielsen synes vinterens komme dog uundgåeligt, og hvor byen hos Sarvig og de Chirico synes afventende, lyttende, er den hos Nielsen direkte fjendtlig eller blot kold og indifferent.
Nyeste anmeldelser i kategorien 'Kunst' 10-01 2012 Blåt blod til alle – Prins Henrik FABULA 22-07 2011 Glimrende akademisk formidling – Camilla Jalving VÆRK SOM HANDLING 31-12 2009 Indføring i avantgarden – Tania Ørum DE EKSPERIMENTERENDE TRESSERE 18-04 2008 Amerikansk spejlbillede af dansk kunst - Patricia G. Berman NYT LYS OVER 1800-TALLETS DANSKE MALERI 23-03 2007 Engageret graffitiguide - Mariane Hedegaard GRAFFITI SOM ENGAGEMENT 13-01 2007 Kunst til kaffebordet – Michael Jeppesen OVERBLIK - 63 DANSKE SAMTIDSKUNSTNERE 28-11 2006 Kritisk kunsthistorie uden bund - Robert Cumming ASCHEHOUGS BOG OM KUNST 04-11 2006 Nyt liv i gammel kunst - Sarah Mucha ALPHONSE MUCHA – I HJERTET AF ART NOVEAU 02-11 2006 Køb en god, gul & (næsten) gratis idé – PIST PROTTA #57 01-11 2006 Av, min cerebrotank! – Lili W. Hur I MULTIVERSET ER DEMOKRATIET ENEVÆLDE Kunst & Kultur
Oversigt over alle anmeldelser
|