Litteraturnu.dk
Forside Skønlitteratur Kunst & Kultur Samfund, Filosofi & Debat Artikler Specialer

LitteraturNu - oversigt

Anmeldelser
Annoncer
Artikler
Kontakt
Links
Live litteratur
Om LitteraturNu
Redaktion og skribenter
Specialer

 

 

 

Dexter Gordon på Montmartre

 

 

Både godt og skidt – Frank Buchmann-Møller & Henrik Wolsgaard-Iversen MONTMARTRE

 

Bogen om Montmartre er lækker som et glittet magasin, men under overfladen er der en tekst af stærkt svingende substans, og man savner et mere bevidst formål med at lave bogen – eller måske blot en redaktør.

 

Historie | Anmeldelse af Mikkel Thrane Lassen

 

Citat

(Wolsgaard-Iversen om dexter Gordons første besøg i Montmartre i 1962)

Han siger bare 'Hello' og så står gnisterne bagud som en hale, en komet, en ildsøjle, og hans tone og energi trænger os tlbage så vi må holde fast i bordkanten for ikke at blive blæst ud i St. Regnegade. Tempoet er sejt, rivende bebop i 'All the Things You Are', og det er det længste nummer jeg nogensinde har hørt, over en halv time og improvsationens verden i dens yderste konsekvenser åbner sig for mig i denne kompakte og alligevel så åbne form. Han er i mørkt, slankt tøj, hvid skjorte og et mørkt slips med lille slipseknude, konservativt, men også meget hipt. Trioen bag ham er Atli Bjørn, piano, Marcel Rigot, bas, og William Schiøpffe, trommer, og de styrer sig efterhånden godt ind i det store lærred, Gordon maler på. Der er farver, man næsten kan smage, salt og peber, karry, sennep, søde frugter, tørt kanel – pallabelt. Hvis Coltrane kommer fra stjernerne, er det tydeligt at Gordon kommer fra jorden, den gode jord.
Vi rejser os og giver ham den varmeste velkomst, vi kan, efter 'Things' og så siger han med sin dybe og eftertænksomme basstemme '...and now Ladies it is time for 'Billies Bounce'', og Parkers klassiker får en tur i up-tempo, og den varer måske et sekund eller en time, det ved vi ikke, men den går lige i hovednerven og er blevet i systemet lige siden. Gordon åbner 'The Doors of Perception', som William Blake skrev om, og som syrerocken otte år senere opdagede og tog til sig.
Jo, Gordon er kommet!

 

Danske jazzentusiaster kan glæde sig over langt om længe at have fået bogen om det sagnomspundne Montmartre, jazzhuset i St. Regnegade 19. Her var en række internationale jazznavne som Stan Getz, Dexter Gordon og Ben Webster i asyl - og i flere tilfælde blev de simpelt hen boende i København.

Det er denne jazzhistorie, der med vekslende entusiasme fortælles i et værk, der i både format, indhold og ophav bringer læseren i tvivl om, hvorvidt det skal være et festskrift, personlig jazzjournalistik i beat-ånden eller et faghistorisk værk.

Der er to udgivere, nemlig det lille specialiserede forlag JazzSign samt Syddansk Universitetsforlag, ligesom der også er to forfattere. Den til det tørvetrillende faghistorisk korrekte Frank Buchmann-Møller og den suverænt og personligt skrivende Henrik Wolsgaard-Iversen. Det hele er pakket ind i stort format og med en mangfoldighed af billeder. Designet er lækkert, tungt og frodigt, som et livsstilsmagasin i hardback.

Men alligevel bliver resultatet præget af gentagelser, inkonsekvenser og sjusket redaktørarbejde. Vi får en række oplysninger og anekdoter flere gange, fordi begge forfattere har følt det påtrængende at oplyse om det.

Wolsgaard-Iversens bidrag bærer bogen igennem. Med en række indfølende, men meget usentimentale portrætter af de kunstnere, der gæstede Montmartre gennem årene, får vi jazzlitteratur på højeste niveau. Skæbnerne, der ofte var sørgelige i det miljø, blotlægges med varme og kærlighed, men uden at skabe illusioner. 'Exit Brew Moore' lyder den lakoniske afslutning på portrættet af den amerikanske tenorsaxofonist, efter at vi netop har fået historien om, at han havde arvet og endelig skulle til at have lidt ud af livet, da han falder og brækker halsen i det kinesiske tårn i Tivoli, efter den middag han har holdt for sine venner i samme anledning.

Mere pedantisk er Buchmann-Møllers bidrag. Som en sand arkivar føler han sig kaldet til at gemme enhver oplysning om Montmartres historie og sammenskrive det i en gumpetung 'så-skete-der-det-og-så-skete-der-det'-stil, der bliver noget træg i længden, også selvom han gør sit bedste for at krydre med en endeløs række af anekdoter om dette og hint. Som en jovial anekdote-husker siger et sted - efter en sjov historie af den slags, der nok er sjovest, efter man har fået et par øl: 'Historierne om Montmartre er uendelige' - ja, det fornemmes, men de er sandt for dyden ikke lige interessante alle sammen.

Det er et spændende værk, der er produceret, en sand guldgrube for den jazz-interesserede, og æstetisk er bogen en fornem udgivelse. Men alligevel hænger den ikke sammen, giver ikke det sammenhængende billede af Montmartre, der kunne have gjort den interessant også for den blot alment kulturelt interesserede. Den forbliver lukket inde i sit eget snævre univers, og det er synd og skam, for historien om Montmartre har om noget potentiale til en bredere dansk kulturhistorisk ramme. En redaktør med visioner og overblik kunne have gjort underværker her.

 

 

Lagt online 13-01 2009Forrige | Næste

Nyeste anmeldelser i kategorien 'Historie'

09-10 2012  Kors for en historiebog! – Thomas Asbridge KORSTOGENE

16-02 2012  Den ondeste paddehat – Hubert Mania KÆDEREAKTION

10-11 2011  Overleveren, kræmmeren og levemanden - Bo Lidegaard EN FORTÆLLING OM DANMARK I DET 20. Ã…RHUNDREDE

08-08 2011  Bananrepublikken der blev supermagt – Erling Bjøl USA’S HISTORIE

14-03 2011  Asiatisk i vælde var Sovjetunionen – Niklas Zetterling HITLER MOD STALIN

29-09 2010  Nederlaget der skabte det moderne Danmark - Tom Buk-Swienty DOMMEDAG ALS

28-12 2009  Tyskland classic - Henriette Harris BERLIN BERLIN

30-09 2009  De rigtige meninger mod rov – Bjørn Bredal POLITIKEN MOD POLITIKEN. IDÉKAMPE 1884 - 2009

12-01 2009  OvervÃ¥gningen og magten - Sune Christian Pedersen BRUDTE SEGL

11-01 2009  Med Mr. Know-All og Fætter Mumle pÃ¥ arbejde – Hans Davidsen-Nielsen SPIONERNES KRIG

 

Kunst & Kultur

Oversigt over alle anmeldelser

Navn
E-mail (vises ikke)
Kommentar
© Litteraturnu 2013