|
|
Forsvar for folkeskolen – Lars Olsen DEN SOCIALE SMELTEDIGEL
Sammenhængskraften i det danske samfund skyldes i høj grad den danske folkeskole, og derfor skal vi værne om den, konkluderer en debatbog, der både byder på lidt for lidt og lidt for meget.
Debat | Anmeldelse af Marie Meilvang
Citat I dag er folkeskolen en af hjørnestenene i en samfundsmodel, der rækker langt ud over skolen. Perspektivet står især klart, hvis vi trækker linjen godt hundrede år tilbage til det samfund, der dannede grobund for visionen om en fælles folkeskole. Datidens samfund var ikke bare præget af større økonomisk ulighed, men også af en helt anden mental afstand. På den ene side stod en arrogant overklasse, der var vokset op i en afsondret privat skoleverden og – med H. C. Johannesens ord – ”følte sig højt hævede over Almueskolens børn i Kundskab og Dannelse, Principalen over sine Arbejdere, Fruen over sin Piger”. På den anden side var der i bunden af samfundet et udbredt ”klasse-had”, skabt af årtiers fornedrelse og bitre kampe. Den fælles folkeskole var med til at bygge bro over dette skel og gøre alle til borgere i Danmark. Der er stadig sociale uligheder, men i forhold til andre lande føler danskerne sig relativ jævnbyrdige og har en ”lille magtdistance” – noget der både er en fordel for konkurrenceevnen og den sociale sammenhængskraft. Det er dette Danmark, som de fleste af os sætter pris på. Men det er også et Danmark, vi risikerer at miste, hvis vi ikke er bevidste om det – og rede til at forsvare det. |
Udformningen af den danske folkeskole som en institution for børn fra alle samfundslag og klasser er et resultat af en lang historisk proces og politiske beslutninger. Sådan lyder en af konklusionerne i Lars Olsens bog om den danske folkeskole, en debatbog med et klart politisk ærinde: nemlig at bevare den blandede folkeskole.
Bogen starter ud med en historisk gennemgang af, hvordan den blandede folkeskole opstod. Her er det især bondebevægelsens og arbejderbevægelsens ideer om enhedsskolen, der bliver beskrevet som nogle af hovedstrømninger bag folkeskolen som politisk projekt. I bogens anden del er det de personlige beretninger fra blandt andre Jens Smærup Sørensen, der er i fokus. Her fortælles om folkeskolen som f.eks. landsbyskole og storbyskole fra personlige vinkler. Bogens sidste del bygger især på en undersøgelse, der viser, at en blandet folkeskole øger den sociale mobilitet gennem ’kammerat-effekten’, at de stærke og dygtige elever trækker de svagere op. Her konkluderes det, at folkeskolen skaber social sammenhængskraft og fællesskab i samfundet.
Bogen er ikke en akademisk undersøgelse eller analyse, men i stedet en bog, der tydeligt bærer præg af forfatterens eget projekt, og som underbygger dette med analyser af historisk, kvalitativt og kvantitativt materiale. Formidlingen af stoffet er holdt på et forståeligt niveau gennem et flydende og underholdende sprog. Analyserne er derfor lette at gå til og common sense-agtige, hvilket ligger godt i tråd med projektet og får det til at fremstå reelt; det er ud fra materialet tydeligt, at den blandede folkeskole på mange måder skaber sammenhængskraft og er med til at øge den sociale mobilitet.
Det er lidt paradoksalt, at man både ønsker sig mere og mindre materiale, når man har læst bogen. På den ene side er de personlige beretninger lidt for korte i forhold til, hvor interessante de er, og man sidder med følelsen af, at der kunne være meget mere at hente i de forskellige historier. På den anden side virker især den historiske gennemgang af udviklingen lidt langtrukken i forhold til, hvilke konklusioner, der bliver brugt videre i bogen, ligesom gennemgangen af den kvantitative undersøgelse er for omstændelig i forhold til de tydelige konklusioner, der kan drages af den.
Selvom bogen derfor bliver lidt for lang nogle steder, virker det alligevel stærkt, når konklusionen falder til sidst, og på den måde fungerer bogen ud fra hensigten, nemlig at forsvare den danske folkeskole.
Nyeste anmeldelser i kategorien 'Debat' 25-05 2012 Fryd & gysen – Anne Middelboe Christensen BRUTALITET & BEGEJSTRING 08-12 2011 De så det nok ikke - Peter Lauritsen BIG BROTHER 2.0 17-05 2011 Endefuld til ungdommen – Stéphane Hessel GØR OPRØR! 09-12 2010 Arbejdernes stemme – Mattias Tesfaye VI ER IKKE DYR, MEN VI ER TYSKERE 15-06 2010 Universitetets nedsmeltning – Sune Auken HJERNEDØD - TIL FORSVAR FOR DET BORGERLIGE UNIVERSITET 22-01 2010 Hør på mig! – Jonathan Safran Foer OM AT SPISE DYR 23-12 2008 Kritikkens sammenbrud – Mikkel Bolt & Das Beckwerk I SAMMENBRUDDETS TJENESTE – SAMTALER 10-11 2008 Et frisk pust fra London – Jakob Illeborg DANMARK SET UDEFRA 26-06 2008 Du slipper ikke Margrethe! – Gretelise Holm HVORFOR ER FEMINISTER SÅ SNERPEDE? 23-06 2008 Post-tsunami-opportunisme og katastrofekapitalisme - Naomi Klein CHOK DOKTRINEN Samfund, Filosofi & Debat
Oversigt over alle anmeldelser
|