Litteraturnu.dk
Forside Skønlitteratur Kunst & Kultur Samfund, Filosofi & Debat Artikler Specialer

LitteraturNu - oversigt

Anmeldelser
Annoncer
Artikler
Kontakt
Links
Live litteratur
LitteraturQuiz
Nyhedsbrev
Om LitteraturNu
Redaktion og skribenter
Replik
Specialer

 

 

 

Et beskedent skrig fra en fyldt krimipøl – Jeanette Øbro & Ole Tornbjerg SKRIG UNDER VAND

 

Vi har et forfattende ægtepar (TJEK), der skriver om en attraktiv, kvindelig profileringsekspert (TJEK), som ikke alene formår at vinde sin midaldrende makkers hjerte, men også at opklare en kompliceret mordsag (TJEK). Jeanette Øbro og Ole Tornbjergs debutkrimi opfylder alle succeskriterier – lige undtaget troværdighed.

 

Krimi | Anmeldelse af Birgitte Duelund Pallesen

 

Citat

Den lille sover ikke ude længere.
Men Ulla kan høre hende græde inde i huset. Det piner hende. Hun forsøger at lukke af og være ligeglad. Men det kan hun selvfølgelig ikke.
Allerede senere samme dag går hun over og forsøger at tilbyde sin hjælp. Hun får et uforskammet svar tilbage om, at der ikke er brug for hende.
Så ringer hun til kommunen og anmelder vanrøgten.
Hun vil jo bare hjælpe barnet. Hun forklarer omstændighederne, hvordan hun dagligt hører pigen græde, at ingen lukker op.

 

Den dansk-engelske psykolog og profileringsekspert Katrine Wraa bliver headhuntet til det danske politietat og bliver på sin første arbejdsdag kastet ud i en mordopklaringssag, hvor en ung fødselslæge brutalt er blevet myrdet i sin have på Nordsjælland. Mistanken falder skiftevis på en traumatiseret tjetjensk flygtning, en følelsesmæssigt afstumpet hustru og en ukendt elskerinde, og det viser sig hurtigt, at den på overfladen normale og vellidte læge har flere hemmeligheder end først antaget.

Efterforskningsarbejdet, som Katrine ihærdigt tager del i sammen med makkeren Jens Høgh, går i flere retninger – ikke mindst i fordi både en traumatisk fortid og en knarvorn, chauvinistisk kollega modarbejder den unge, kvindelige ekspert.

Ægteparret Jeanette Øbro & Ole Tornbjerg har med SKRIG UNDER VAND vundet en krimikonkurrence udstedt af Politiken, og man må også medgive dem, at de formår at følge opskriften til fulde. Spordoseringen er nøje afmålt læserens gættelyst, som, helt efter hensigten, aktiveres i et plot, hvor lige dele ledetråde og benspænd igen og igen både snører og tvinger læseren til at gætte om igen.

Den finesse, at hovedhistorien flettes sammen med morderens tankefragmenter, rammer historien fint ind og giver desuden den nødvendige psykologiske forklaring på psykopatens handlinger. Et massivt omsorgssvigt og en medfølgende social misvækst gør morderens motiver anskuelige uden at udvande og gøre dem mindre modbydelige. Ægteparret har styr på deres bagland, de har begået en krimi, der på mange måder forsøger at være ligesom alle de andre, men som ikke desto mindre må siges plotmæssigt at fungere, som den skal.

Her må lovordene imidlertid også holde inde. For selvom plottet er velfungerende, er persongalleriet i SKRIG UNDER VAND så utroværdigt, at læseren aldrig rigtig fængsles.

Karaktererne virker som flade skabelonfigurer (morderen undtaget), og de omgås hinanden på forudsigelig og usandsynlig vis. Vi møder f.eks. en smuk, alternativt begavet heltinde, hendes australske flirt med det belejlige navn Ian og en falleret og ulykkeligt forelsket politimakker med problemer på hjemmefronten – og det er blot et udsnit af de papfigurer, læseren får serveret, og som gør identifikation helt umulig. Øbro & Tornbjerg overser det forhold, at menneskelige relationer og psykologisk dybde er et ligeså stort kriterium for, at læseren bliver grebet, som handlingen er det, og de formår derfor aldrig helt at rive én med – alt er lidt for oplagt og uinteressant.

Med det massive udbud af krimier, vi i dag kan finde på boghandlerens hylder, er SKRIG UNDER VAND altså på ingen måde i superligaen. Læs den derfor evt. som nem krimilæsning i sommerhuset – men læs først en af alle de andre.

 

Lagt online 19-07 2010Forrige | Næste

Nyeste anmeldelser i kategorien 'Krimi'

02-06 2010  Stalins spanske guld – Leif Davidsen MIN BRODERS VOGTER

15-04 2010  Alt er relativt - Lotte & Søren Hammer SVINEHUNDE

03-03 2010  Hip hip hype! - Lars Kepler HYPNOTISØREN

02-02 2010  En krimi her og en krimi der – Liza Marklund og James Patterson POSTKORTMORDERNE

03-12 2009  Juletid er krimitid – Gretelise Holm FORHÆRDEDE TIDSELGEMYTTER

15-11 2009  Mørk, mørkere... Marseilles - Jean-Claude Izzo TOTAL KHEOPS

04-09 2009  Danmarks første Facebook-roman - DØDENS FOTOGRAF

10-07 2009  Mordet i Ringkøbing - Julie Hastrup EN TORN I ØJET

12-06 2009  Velkommen på forsiden – Jens Høvsgaard DØDE PRINSESSER DRØMMER IKKE

04-06 2009  Franske finurligheder - Fred Vargas DEN TREDJE JOMFRU

 

Skønlitteratur & Lyrik

Oversigt over alle anmeldelser

Navn
E-mail (vises ikke)
Kommentar
© Litteraturnu 2010