|
Bananrepublikken der blev supermagt – Erling Bjøl USA’S HISTORIE
92-årige politolog og journalist Erling Bjøl hopper behændigt over en meget høj barre: USA’s historie i én bog fortalt med formidlerens flow og en rutineret akademikers selektive pen.
Historie | Anmeldelse af Aleksander Bjerrum
Citat Der var noget af en keltisk høvding født i en usårlighedens sejrsskjorte ved Reagan, halvt skotsk og halvt irsk, den fordrukne katolske fars irske charme smeltet sammen med den skotsk-irske calvinistiske mors energi og strenge moral. Da han i marts 1981 blev skudt ned af en attentatmand, vandt han hele Amerikas hjerte, fordi han tog det som den cowboyhelt, han havde forsøgt at spille i Hollywood.
(...)
Reagan gengav Amerikanerne troen på deres land. De var trætte af at klæde sig i sæk og aske over Vietnamkrig og Watergate, trætte af at blive skubbet omkring af iranske fanatikere og vietnamesiske barfodssoldater. Drømmen om et jævnt og muntert, fromt og virksomt liv på jord var atter in. |
Længere tekster skrevet i et let sprog kan nemt blive trættende og kønsløse - bare tænk på samtalebøger. Dette er dog ingenlunde tilfældet i Bjøls univers. Anekdoter og humoristiske etiketter holder læseren fanget - eksempelvis ’den grønne Tarzan’ om ex-governator Schwarzenegger og hans ensomme kamp mod luftforureningen i Los Angeles.
Hertil foretrækker Bjøl korte afsnit og en fortælleform, som elegant samler litterære bevægelser, immigration, økonomiske derouter og opgange, politiske intriger samt ligestilling mellem kønnene og racerne i ét.
En økonomisk gennemgang af finanskrakket i 1929 flyder naturligt sammen med Hollywoods samtidige tigerspring: Folk behøvede filmens virkelighedsflugt under krisen, derfor blev USA’s sorteste år prologen til Hollywoods guldalder.
En gennemgående fornøjelse ved Bjøls fortælling er nuanceringen af fastgroede forestillinger om amerikansk historie. Bjøl undgår eksempelvis den svulstige politiske retorik og billeder af brændende højhuse, som ofte følger beretninger om terrorangrebet på World Trade Center.
I stedet skabes perspektiv og afsæt for refleksion gennem sammenligninger med briternes landgang i 1814, japanernes angreb på Pearl Harbor og den kendsgerning, at amerikanerne før 2001 ikke interesserede sig en døjt for udenrigspolitik.
Bogen er, i denne fjerde reviderede udgave, opdateret med kapitler om W. Bush-epoken samt Barack Obamas første år som præsident. Desværre savnes de ellers rettidige litterære referencer i de nye kapitler, eksempelvis i det ophav, som terrorangrebene på World Trade Center affødte hos Jonathan Safran Foer, Don DeLillo og Art Spiegelman.
Dette tager dog ikke æren fra en historiebog, som vil gøre sig godt på gymnasieelevens pult og i reolen hos den erfarne USA-kender, som utvivlsomt vil kunne finde inspiration til videre læsning, om ikke andet så i den grundige liste, som er inkluderet og udfærdiget i samarbejde med historiker og forsker i amerikansk politik Mads Fuglede.
Nyeste anmeldelser i kategorien 'Historie' 09-10 2012 Kors for en historiebog! – Thomas Asbridge KORSTOGENE 16-02 2012 Den ondeste paddehat – Hubert Mania KÆDEREAKTION 10-11 2011 Overleveren, kræmmeren og levemanden - Bo Lidegaard EN FORTÆLLING OM DANMARK I DET 20. ÅRHUNDREDE 14-03 2011 Asiatisk i vælde var Sovjetunionen – Niklas Zetterling HITLER MOD STALIN 29-09 2010 Nederlaget der skabte det moderne Danmark - Tom Buk-Swienty DOMMEDAG ALS 28-12 2009 Tyskland classic - Henriette Harris BERLIN BERLIN 30-09 2009 De rigtige meninger mod rov – Bjørn Bredal POLITIKEN MOD POLITIKEN. IDÉKAMPE 1884 - 2009 13-01 2009 Både godt og skidt – Frank Buchmann-Møller & Henrik Wolsgaard-Iversen MONTMARTRE 12-01 2009 Overvågningen og magten - Sune Christian Pedersen BRUDTE SEGL 11-01 2009 Med Mr. Know-All og Fætter Mumle på arbejde – Hans Davidsen-Nielsen SPIONERNES KRIG Samfund, Filosofi & Debat
Oversigt over alle anmeldelser
|