| Forside | Skønlitteratur | Kunst & Kultur | Samfund, Filosofi & Debat | Artikler | Specialer |
Catchy letvægter vinder ved charmen – Christie Watson SMÅ SOLFUGLE I DET FJERNE
Tragiske historier fra Afrika hører desværre ikke til sjældenhederne. Sjældent er det imidlertid, at de fattige og de undertrykte får så varm og håbefuld en stemme.
Roman | Anmeldelse af Lone Viemose
Citat Jeg vænnede mig så meget til, at Youseffs børn gik ind og ud af hytterne med en skål mad eller en spand vand i hånden, at jeg ikke længere lagde ret meget mærke til dem. De var der altid i baggrunden. Jeg lagde nærmest kun mærke til Youseffs børn, når de ikke var der. En dag prøvede jeg at tælle dem alle sytten, men de var aldrig det samme sted på samme tid. Det var svært at lære deres navne, for ikke alene var de rigtig mange, men de havde også alle mindst tre navne. De havde forskellige navne alt efter hvem der kaldte på dem og hvorfor. Fatima og Yasmina hed også Eneni og Layefa, og nogle gange Kindness og Beauty. Da jeg spurgte mormor, hvad det var for noget med alle de navne lo hun.
|
Det er en voldsom sympatisk debutroman den britiske børnesygeplejerske Christie Watson har skrevet. ’Til Egberongbe-folket, der fik mig til at falde for Nigeria’, står der på titelbladet af romanen, der bærer præg af en utvetydig kærlighed til Nigeria og en stor respekt for landets befolkning. Og det er i høj grad denne kærlighed, i samspil med forfatterens imponerende viden om landet, der er medvirkende til, at SMÅ SOLFUGLE I DET FJERNE er en vellykket roman.
Man får indblik i et land, i en kultur og i et folk. Og det er dejligt at kunne læne sig tilbage i sofaen med en roman, der på én gang er både spændende og let tilgængelig, og stadig føle, at man bliver oplyst. Sproget er enkelt og hverdagsagtigt. Der er ingen overflødig pynt og pragt eller lange, kryptiske metaforer. Til gengæld er sproget heller ikke særlig imponerende. Det betyder ikke, at det er dårligt. Det er nærmest transparent, man ser det ikke.
Historien til gengæld er dybt bevægende. Det er hovedpersonen Blessing, en lille nigeriansk pige, der fortæller, hvilket fungerer rigtig fint. Med valget af barnet som fortæller formår Watson at skabe et naivt univers, som lader de ekstrem barske vilkår, hvorunder den fattige nigerianske befolkning lever, komme til udtryk uden fordomme eller harme. Blessing fortæller nøgternt, registrerende om udenlandske oliesleskaber, der udpiner landet og forurener floder og marker, så lokalbefolkningen ikke kan hverken fiske eller dyrke jorden. Hun fortæller om de forfærdelige, smertefulde omskæringer af piger, der ofte har døden til følge, og om oprørske drengebander, bevæbnet med maskinpistoler, der hærger, dræber og voldtager i landområderne.
Som titlen indikerer, er alting – heldigvis - ikke mørkt. Blessing fortæller også om et enestående familieliv, om kærlighed mellem søskende, om forholdet til sin livskloge bedstemor, der fungerer som fødselshjælper i de fattige landsbyer langs floddeltaet. Hun fortæller om landsbyen, landskabet, maden, musikken, fuglene og meget mere. Romanen er derved en vaskeægte øjenåbner, i hvert fald hvis man ikke i forvejen besidder et særligt stort kendskab til Nigeria. Når Blessing fortæller om mødet med de blege, ’næsten gennemsigtige briter’, der arbejder for olieselskaberne, er det uhyggeligt, ja næsten ubærligt, på den måde at være vidne til den indlysende årsag til den nigerianske befolknings armod.
Hovedpersonen er en sød og charmerende lille pige med en fin personlighed, der desværre kammer over i det lidt for søde og heltindeprægede. Det er måske forfatterens førnævnte kærlighed til Nigeria, der bliver lidt for ukontrolleret og derved også unuanceret hen imod slutningen. Bortset fra det er hovedpersonen en stærk romankarakter, der i samspil med bedstemoren, hvis karakter ligeledes fremstår klart og distinkt, er medvirkende til at give romanen dybde. Blessings mor, en ung, smuk, hårdtarbejdende kvinde, der er blevet forladt af Blessings far til fordel for en anden, forbliver en noget uklar skikkelse igennem hele romanen. Hvorvidt det er bevidst fra forfatterens side, for at understrege hvor lidt hun ser til sine børn, forbliver uvist. Man savner lidt en forklaring på det, der forekommer at være manglende kærlighed til sin datter. Samtidig er hun ikke uden personlighed, man fornemmer hendes kamp og smertefulde ofringer, om end på afstand.
SMÅ SOLFUGLE I DET FJERNE kan anbefales. Det er måske ikke romankunst i verdensklasse, men det er en sympatisk debut, som åbner op for en fascinerende verden, der, sandsynligvis, er ukendt for langt de fleste danskere: livet på landet i det fattige Niger-delta.
_______________
For yderligere information om forfatteren og romanen se Christie Watsons hjemmeside: christiewatson.com, som blandt indeholder en længere beskrivelse af researcharbejdet og skriveprocessen.
| Lagt online 02-04 2012 | Forrige | Næste |
 |
Nyeste anmeldelser i kategorien 'Roman'
04-01 2013 Kludetæppet væves færdigt – Monika Fagerholm GLITTERSCENEN
07-12 2012 Når fortiden banker på – Fjodor M. Dostojevskij DEN EVIGE ÆGTEMAND
04-12 2012 Høje puder til sideliggere – Kristian Bang Foss DØDEN KØRER AUDI
26-11 2012 Når enden er god, er alting så godt? – Haruki Murakami 1Q84 BOG 3
16-11 2012 Den gamle mand og høet – Bergsveinn Birgisson SVAR PÅ HELGAS BREV
12-11 2012 Episk testamente – Roberto Bolaño 2666
02-11 2012 Er du der, far? – Paul Harding DE SMÅ TING
30-10 2012 Stilhed til stor applaus – Merethe Lindstrøm DAGE I STILHEDENS HISTORIE
26-10 2012 Neptun ex machina – Carl-Johan Vallgren HAVMANDEN
24-10 2012 Bum! Du tabte – Naja Marie Aidt STEN SAKS PAPIR
Skønlitteratur & Lyrik
