Litteraturnu.dk
Forside Skønlitteratur Kunst & Kultur Samfund, Filosofi & Debat Artikler Specialer

LitteraturNu - oversigt

Anmeldelser
Annoncer
Artikler
Kontakt
Links
Live litteratur
Om LitteraturNu
Redaktion og skribenter
Specialer

 

 

 

Eric i Jesus-positur

 

 

Den umenneskelige superhelt – John Arcudi & Peter Snejbjerg ALMÆGTIG

 

ALMÆGTIG er en underholdende tegneserie, som bidrager til vores forståelse af denne overmenneskelige figur, og som tegner et interessant billede af et menneske der mister evnen til at skelne godt fra ondt.

 

Tegneserie | Anmeldelse af Christian Jess Rasmussen

 

Siden Alan Moore og Dave Gibbons udgav tegneseriemesterværket WATCHMEN i 1986-87, har tegneserieskabere for alvor undersøgt konceptet superhelte. I WATCHMEN var superheltene pludselig rigtige mennesker: impotente, magtliderlige, psykotiske og uden superkræfter. Det førte især til en udforskning af den mørke side af superhelten, super-antihelten, i en nærmest karikaturagtig overdrivelse.

En sådan undersøgelse er John Arcudis og den danske tegner Peter Snejbjergs ALMÆGTIG også. Snejbjerg har selv oversat værket til dansk som på engelsk udkom som A GOD SOMEWHERE. I tegneserien følger vi de to blonde, amerikanske brødre Eric og Hugh, sidstnævnte med en succesfuld karriere og den smukke kone Alma, mens Eric kører en fragtbil med sin bedste ven Sam.

Den sorte Sam og de to brødre blev venner i skolen, engang da brødrene forsvarede Sam fra et racistisk angreb. Trekløveret trues dog med at gå i opløsning, nu hvor Hugh har travlt med karriere og job, mens Eric og Sam er lønslaver på samfundet bund. En aften eksploderer den boligkarre Eric bor i. Han slipper uskadt fra det og besidder nu superkræfter. Han redder nogle begravede mennesker ud af ruinerne, og er næste dag at finde på alle landets avisforsider som nationalhelt.

Eric fortsætter heltegerningerne, men han glider mere og mere over i vrangforestillinger og sammenligner sig selv med Jesus, mens han mister evnen til at skelne godt fra ondt. Hans menneskelige moral svinder og erstattes af gudens kyniske og følelseskolde blik på en underlegen menneskerace. Det er her ALMÆGTIG udskiller sig fra pastichen om den ondskabsfulde, sadistiske superhelt, der fulgte i kølvandet på WATCHMEN. Eric er ikke grundlæggende ond eller sadistisk, han mister blot forbindelsen til resten af menneskeheden med sine superkræfter, sin overmenneskelighed. ALMÆGTIG bliver derfor også et psykologisk portræt af en mand, der mister forstanden.

Den endelige venden mod den ’mørke side’ sker i et uhyggeligt angreb på broderen Hugh og hans kone Alma. Siden bliver Eric erklæreret som USA’s fjende nummer ét. Kun den gamle ven Sam, mister ikke troen på det gode i ham. Det er der kommet en underholdende superheltehistorie ud af, og Erics forvandling til amoralsk hævner er interessant. Efterhånden som forvandlingen skrider frem, bliver hans hår og skæg længere og længere, indtil han til sidst med fletninger i skægget og iturevne jeans river den ene soldat efter den anden fra hinanden som en Charles Manson med superkræfter.

Snejbjergs rene flader og store brug af sort passer godt til universet. Det gør hans forkærlighed for morbide splatterdetaljer også, som øjenkuglen der popper ud af et kranie, som bliver knust under Erics fod. Og heldigvis er der ikke brugt den afskyelige fedtglinsende photoshop-effekt der skæmmer så mange superhelteudgivelser for tiden. Det er old school og lækkert, med fine detaljer, eksempelvis Erics positur som den genkomne Jesus i Michelangelos vægmaleri af Dommedag (se t.v.), midt i blodbadet.

 

 

Lagt online 17-04 2012Forrige | Næste

Nyeste anmeldelser i kategorien 'Tegneserie'

24-08 2012  Turen gÃ¥r til Vestbredden – Maximilien Le Roy OVER MUREN

08-06 2012  Dokumentforfalskning – DOKUMENT – TEGNESERIER I VIRKELIGHEDEN

29-03 2012  I forsoningens tegn – Li Kunwu & P. Ôtié ET KINESISK LIV 2. PARTIETS TID: 1976-1980

19-03 2012  Sans verden – Jiro Taniguchi MANDEN DER GÃ…R TUR

21-12 2011  Tentakler og tweed – Mortensen POST-IT MONSTRE & Kirkman THE WALKING DEAD

06-12 2011  Latina-punk fra forstæderne - Jaime Hernandez SPEEDY ORTIZ DØR

08-11 2011  Flerfaderlighed - Li Kunwu & P. Ôtié ET KINESISK LIV 1: FADERENS TID: 1950-1976

14-10 2011  Skib ohøj! - Rikke Villadsen IND FRA HAVET

03-08 2011  Tintin pÃ¥ LSD – Charles Burns X’ET UD

01-06 2011  Tysk 60’er pastiche i sorte streger – Arne Bellstorff BABY’S IN BLACK

 

Skønlitteratur & Lyrik

Oversigt over alle anmeldelser

Navn
E-mail (vises ikke)
Kommentar
© Litteraturnu 2013