| Forside | Skønlitteratur | Kunst & Kultur | Samfund, Filosofi & Debat | Artikler | Specialer |
Koldere end en brøndgravers røv – Vladimir Sorokin SNESTORMEN
Sorokins sneklædte russiske stepper danner en malerisk baggrund for en god og overlegent velskrevet roman fyldt med dæmoniske møllerdværge, fallostyngede kæmpesnemænd og heste på størrelse med agerhøns.
Roman | Anmeldelse af Troels Hughes Hansen
Citat - Hvor er landsbyen?! skreg lægen med en stemme fuld af had: mod snestormen, mod kirkegården, mod den idiot, det fjog til Perkhusja, som kørte uden mål og med, mod sine iskolde, våde tæer, mod sin tunge, snedækkede frakke, mod den idiotiske selvkører med de idiotiske indskrifter og de idiotiske dværgheste i den idiotiske træfinerhjelm, mod den forbandede epidemi, som nogle svinehunde havde bragt ind i Rusland fra det fjerne, gudsforladte Bolivia, der fandme ikke havde noget med nogen russer at gøre, mod Silberstein, den overfornuftige videnskabssjuft, som var kørt i forvejen med sine postheste uden nogen tanke på sin kollega, doktor Garin, men kun optaget af sin egen karriere, mod denne uendelige vej med dens søvnigt vogtende snedriver, dens ondskabsfuldt dansende snefogsslange, mod denne trøstesløse himmel, den onde himmel, der som en sigte i hånden på et idiotisk grinende, glinsende fjæs af en kone, der afskaller sine solsikkekerner, hele tiden, uophørligt sigtede og sigtede og sigtede de forbandede snefnug herned.
|
Vladimir Sorokin har det, som mange af sine kolleger, ikke for let i sit hjemland. Hans samfundssatire er faldet de russiske magthavere og Putins neofascistiske ungdomsorganisation for brystet, og man behøver ikke være ekspert i russiske forhold for at vide, at det ikke kan være en behagelig oplevelse. Man kan derfor kun beundre de forfattere, som skriver videre på trods af frygten for repressalier.
Og dog virker det for let udelukkende at læse Sorokin som en politisk forfatter, hvis modstand mod regimet i Kreml har indbragt hans forlag i udlandet muligheden for at markedsføre ham som heroisk frihedskæmper på det civiliserede Europas bogmesser. Det politiske mod må ikke blive et stempel, som retfærdiggør udgivelsen af trivialiteter, der går lige i hjertet på købekraftige, vestlige hattedamer og fuldskæggede gymnasielærere. Måtte dissidentmærkatet aldrig pryde litteraturen, som nøglehulsmærket pryder sukkerfri smøreost!
Heldigvis fungerer SNESTORMEN upåklageligt som kunstnerisk bedrift i sig selv, og Sorokin beviser til fulde, at han er værd at læse som andet end intelligent hudfletter af systemet. Vi følger lægen Platon Garin, som for alt i verden må nå frem til en afsides beliggende landsby med en vaccine. Der er nemlig en pest på spil. En pest, der kommer fra Bolivia, og som forvandler de smittede til zombier med muldvarpeklør.
Garin er afhængig af brødkusken Perkhusja, som ejer egnens eneste funktionsdygtige fartøj. Perkhusjas ’selvkører’ er en form for kane, der kører ved hjælp af et drivbånd trukket af halvtreds miniatureheste. I denne selvkører kæmper lægen og kusken sig frem igennem en snestorm, som bliver koldere og vildere for hver tilbagelagt verst. Undervejs støder de ind i kasakhiske narkopushere, vodkafulde kæmpemennesker og en mere end ond møller, der drikker hjemmebrændt snaps af sin fede kones fingerbøl.
Perkhusja mener, at det er en god ting at følges, for ’kører du alene, har du en engel på hver skulder; kører du sammen med en, har I en engel hver; kører du sammen med to, sidder satan med i vognen’. Skal man tro brødkusken, må læseren være den tredje passager, for der er ingen tvivl om, at satan sidder med. I sin satiriske stil og mageløse leg med det dæmoniske trækker Sorokin således romanen igennem stærke veksler på sin landsmand Mikhail Bulgakov, som også havde øje for det frigørende i en djævelsk satire.
Det meste af SNESTORMEN drives frem af skarpt skårne dialoger, som er formfuldendt overført til et klart og frisk dansk af Tine Roesen. Der er lagt op til en stilistisk simpel udlægning af historien, men flere gange overrumpler Sorokin med poetiske billeder af høj karat, som lige pludselig står synlige midt i romanens hvide og flade landskab. Det er disse billeder og drømmesyner, som er bogens helt store styrke, og de accentueres kun yderligere af, at læseren ikke konstant overvældes af en eruptiv stil og rytme, men derimod lige så stille synker godt til rette i forfatterens milde science-fiction.
Der er kort sagt al mulig grund til at læse Sorokin. Mest af alt fordi han er en fremragende forfatter med et væld af farver på sin palet, men selvfølgelig også fordi det dæmonisk afslørende grin er den bedste nedriver af totalitære sandheders betonfundamenter.
| Lagt online 04-06 2012 | Forrige | Næste |
 |
Nyeste anmeldelser i kategorien 'Roman'
04-01 2013 Kludetæppet væves færdigt – Monika Fagerholm GLITTERSCENEN
07-12 2012 Når fortiden banker på – Fjodor M. Dostojevskij DEN EVIGE ÆGTEMAND
04-12 2012 Høje puder til sideliggere – Kristian Bang Foss DØDEN KØRER AUDI
26-11 2012 Når enden er god, er alting så godt? – Haruki Murakami 1Q84 BOG 3
16-11 2012 Den gamle mand og høet – Bergsveinn Birgisson SVAR PÅ HELGAS BREV
12-11 2012 Episk testamente – Roberto Bolaño 2666
02-11 2012 Er du der, far? – Paul Harding DE SMÅ TING
30-10 2012 Stilhed til stor applaus – Merethe Lindstrøm DAGE I STILHEDENS HISTORIE
26-10 2012 Neptun ex machina – Carl-Johan Vallgren HAVMANDEN
24-10 2012 Bum! Du tabte – Naja Marie Aidt STEN SAKS PAPIR
Skønlitteratur & Lyrik
