Litteraturnu.dk
Forside Skønlitteratur Kunst & Kultur Samfund, Filosofi & Debat Artikler Specialer

LitteraturNu - oversigt

Anmeldelser
Annoncer
Artikler
Kontakt
Links
Live litteratur
LitteraturQuiz
Nyhedsbrev
Om LitteraturNu
Redaktion og skribenter
Replik
Specialer

 

 

 

 

 

Laber larve i luksusindpakning - Klas Östergren GENTLEMEN

 

Svenske Östergren får nu sin 26 år gamle debutroman udgivet på dansk. Det sker sympatisk nok i forbindelse med udgivelsen af efterfølgeren GANGSTERS, men er absolut 26 år for sent, da dette er et sandt mesterværk.

 

Roman | Anmeldelse af Anne Vindum

 

Citat

Maud så egentlig ud som man forestiller sig en laber larve i luksusindpakning. Da Henry fik øje på hende, sad hun med et lille rundt lommespejl og malede sine læber så fyldigt røde som en laber larve i luksusindpakning ville male sine læber.

 

Forfatteren Klas Östergren har skrevet en roman om forfatteren Klas Östergren, der skriver en roman om bl.a. forfatteren Klas Östergren og de to brødre med de ubetaleligt cool navne Leo og Henry Morgan. GENTLEMEN er en metaroman tilsat selvbiografiske træk fra den dengang kun 25-årige forfatter.

Den unge forfatter Klas er ude for en tragisk ulykke: Et indbrud i hans lejlighed frarøver ham alt bortset fra to skrivemaskiner. I bokseklubben møder han Henry Morgan, som inviterer ham til at bo hos sig. De indleder et nærmest symbiotisk forhold med hver sit kunstneriske sigte: Klas skriver på en pastiche på Strindbergs sædeskildring RÖDA RUMMET, og Henry arbejder på sit monumentale klaverstykke Europa – et fragment i opløsning.

Lillebror Leo vender tilbage fra et psykiatrisk hospitalsophold, og så begynder mange mærkelige og temmelig suspekte hændelser at tage fart. Intrigerne er på højt niveau, og jeg fik vist ikke alle løsningerne med. Romanen indrammes af to afsnit fra Stockholm i sommeren hhv. 1978 og 1979, og i den store midterdel fortælles detaljeret og underholdende om Morgan-brødrenes opvækst og udsvævende metier. Leo Morgan er en indadvendt, følsom og poetisk type, mens Henry er en sangvinsk jazzpianist, levemand og charmør.

Til slut gør forfatteren op med sig selv og historien, som undervejs er blevet til et leksikon over Sverige i 1960’erne og 70’erne. Romanens 526 sider står som et udsøgt monument over en omskiftelig tid, og den, der har alder og åndsnærværelse til at huske Stockholms politiske og kulturelle liv i den tid, vil formodentlig kunne sætte ansigt på mange af romanens karakterer. På den måde bliver romanen den klassiske sædeskildring, som Klas skal skrive. Undertitlen på Strindbergs sædeskildring er Skildringar ur artist- och författarlivet, og det betegner også GENTLEMEN, som har samme sarkastiske pondus som Strindberg i 1879. Men hvor RÖDA RUMMET med sikkerhed åbner en solrig aften i maj, begynder GENTLEMEN med en karakteristisk usikkerhed:

- Sandsynligvis er det en stille forårsregn jeg kan høre sile ned over Stockholm i dette øjeblik, Barnets år, valgåret 1979.

Dette ’sandsynligvis’ indikerer, at hele historien er valgt ud og fortalt af et menneske, som kunne tænkes blot at have fundet på det hele. Men fortællingens møde med det eksakte Stockholm får tvivlen til at vibrere, og jeg slugte det hele råt, velvidende, at hele spejlkabinettet af forfattere ved navn Klas Östergren har siddet og gnedet sig i hænderne over læserens svage rygrad. Helt sikkert er det dog, at svenske valgår har noget råddent over sig.

Östergren havde sin unge alder til trods et imponerende sikkert tag om fortællergreb og romanopbygning. Fortællingen er velskrevet, original og lunet af humor og overskud. Selvom det tog nogen tid at komme igennem bogen, længes jeg nu efter det let obskure samvær med brødrene Morgan. GANGSTERS, der forklarer, hvordan GENTLEMEN blev til, lander i dansk oversættelse inden længe. Tak til Tiderne Skifter for at minde os danskere om et imponerende forfatterskab.

 

Lagt online 22-09 2006Forrige | Næste

Nyeste anmeldelser i kategorien 'Roman'

27-08 2010  Liv er handling – Kerstin Ekman MORDETS PRAKSIS

25-08 2010  Et sted uden fortid og fremtid - Stefan Merill Block EN FORTÆLLING OM AT GLEMME

23-08 2010  Sex, løgn og vaffelbagning - Trude Marstein INTET AT FORTRYDE

13-07 2010  Japansk for begyndere - Amélie Nothomb TOKYO MIN ELSKEDE

03-06 2010  Et fortvivlet, ulyksaligt kræ – Sholem Aleykhem MÆLKEMANDEN TEVJE

06-05 2010  Uden kropsåbninger – Harald Voetmann VÅGEN

28-04 2010  Det stof, teater skabes af - Erlend Loe STILLE DAGE I MIXING PART

16-04 2010  Spøgelser i kælderen og mor(d) på loftet – Leonora Christina Skov SILHUET AF EN SYNDER

15-04 2010  Et liv – Karl Ove Knausgård MIN KAMP 2

08-04 2010  Socialrealisme i farver – Roy Jacobsen VIDUNDERBARN

 

Skønlitteratur & Lyrik

Oversigt over alle anmeldelser

Navn
E-mail (vises ikke)
Kommentar
© Litteraturnu 2010