Litteraturnu.dk
Forside Skønlitteratur Kunst & Kultur Samfund, Filosofi & Debat Artikler Specialer

LitteraturNu - oversigt

Anmeldelser
Annoncer
Artikler
Kontakt
Links
Live litteratur
Om LitteraturNu
Redaktion og skribenter
Specialer

 

 

 

Russiske tanker om tiden på høje tid fordansket - Mikhail M. Bakhtin RUM, TID & HISTORIE

 

Endnu en af Bakhtins centrale tekster foreligger nu på dansk til glæde for alle litteraturinteresserede. Denne gang handler det om tid og rum i romanen

 

Litteratur | Anmeldelse af Martin Baake-Hansen

 

Citat

Nedbrudt var også middelalderens historieopfattelse - verdens skabelse, syndefaldet, den første tilsynekomst, offerdøden, den anden tilsynekomst, Dommedag - i hvilken den reale tid var ringeagtet og opløst i tidløse kategorier. I dette verdenssyn var tiden alene et nedbrydende og destruerende element, som ikke skabte noget nyt. Den nye verden kunne ikke bruge denne tidsopfattelse til noget. Det var nødvendigt at finde en ny form for tid og en ny relation mellem denne tid og rummet, det nye jordiske rum. Der var behov for en ny kronotop, som tillod at knytte det reale liv (historien) sammen med den reale jord.

 

Den russiske filosof og litteraturteoretiker Mikhail Mikhailovitj Bakhtin (1895-1975) levede i en omtumlet tid på et omtumlet sted. Han oplevede både den russiske revolution, Stalin-tidens forfølgelser af intellektuelle og Den kolde Krig. Alt sammen var det medvirkende til, at hans værker først begyndte at udkomme i 1960'erne, hvorefter de dog hurtigt gjorde deres indflydelse gældende - også i Vesteuropa. Med RUM, TID & HISTORIE – KRONOTOPENS FORMER I EUROPÆISK LITTERATUR er endnu et af hans hovedværker tilgængeligt på dansk.

Bogen består af to essays: ”Tidens og kronotopens former i romanen” og ”Dannelsesromanen og dens betydning i realismens historie”, også kendt som Goethe-fragmentet. Begge stammer de fra slutningen af 1930'erne. Netop Goethe er, sammen med Rabelais, de centrale fikspunkter i Bakhtins teori om kronotopen. Direkte oversat betyder kronotop ”tidrum” og betegner i litteraturen en syntese af tids- og rumlige kendetegn til et meningsfuldt hele. For eksempel er eventyrkronotopen kendetegnet ved ”en fremmed verden i eventyrtid”.

Med sin kronotop-teori viser Bakhtin, at ideer om tid og rum i høj grad har præget udviklingen af de litterære genrer. Et eksempel er dannelsesromanen, hvis handlekraftige helt er helt afhængig af, at tiden ikke længere opfattes som cyklisk, men derimod som et lineært forløb, hvor forandring er mulig. Det peger på det andet aspekt af Bakhtins teori: nemlig behandlingen af litteraturens, sprogets, historiens og den menneskelige realverdens sammenhæng og gensidige påvirkning af hinanden.

For Bakhtin ville mere end teoretiske overvejelser over litteraturen. Gennem bogen fremskriver han således en utopi om en ideal-kronotop, hvor folklorens sammenhængende verden kombineres med en lineær, foranderlig tid; en sammenhængende verden, hvor cyklisk stilstand erstattes af frugtbar forandring. Som det gerne skulle fremgå, er Bakhtin yderst ambitiøs og veksler imponerende mellem detaljerede værkanalyser og fejende perspektiveringer over litteratur-, social- og filosofihistorie. Det hele leveres i et medrivende sprog, som måske ikke brillerer ved sin stilistik, men derimod udmærker sig ved en smittende begejstring over stoffet.

RUM, TID & HISTORIE følger i slipstrømmen af Bakhtins banebrydende bog om Dostojevskijs poetik, som endnu ikke er oversat til dansk, og ORDET I ROMANEN, der præsenterer henholdsvis hans polyfoniske og stilistiske romanteori. Mens vi venter på en dansk udgave af Dostojevskij-bogen, er det en stor glæde, at danske læsere med RUM, TID & HISTORIE endelig kan sætte sig ind i Bakhtins sammentænkning af tid og rum. Rigmor Kappel Schmidt har forsynet bogen med et aktualiserende efterord, der udgør endnu en god grund til at læse RUM, TID & HISTORIE og få glæde af Bakhtins fremragende litteraturtænkning.

 

 

Lagt online 14-04 2007Forrige | Næste

Nyeste anmeldelser i kategorien 'Litteratur'

29-11 2012  Sofistikeret ballade fra et uperfekt menneske – GIPS Mathilde Walter Clark

02-05 2012  Fantasien til magten – Italo Calvino DE USYNLIGE BYER

03-02 2012  En egnshistorie i gonzostil – Gerd Laugesen HJEMSTED

23-11 2011  Nærhedens tidsalder – Tore Rye Andersen DEN NYE AMERIKANSKE ROMAN

21-02 2011  Gnisten lever stadig - Anders Thyrring Andersen POLSPÆNDING

07-10 2010  Lolitas uundgåelige skæbne – Sara Stridsberg DARLING RIVER

23-04 2009  Alvorlig med et glimt i øjet – APPARATUR NR. 18

19-12 2008  Verden for fuld styrke - Lars Green Dall MADSENS MEDITATIONER

21-10 2008  Sporfuldt – Lars Movin BEAT - PÅ SPORET AF DEN AMERIKANSKE BEATGENERATION

08-10 2008  Da romantikken kom til Danmark – Mortensen & Schack – DANSK LITTERATURS HISTORIE 1800-1870

 

Kunst & Kultur

Oversigt over alle anmeldelser

Navn
E-mail (vises ikke)
Kommentar
© Litteraturnu 2013