Litteraturnu.dk
Forside Skønlitteratur Kunst & Kultur Samfund, Filosofi & Debat Artikler Specialer

LitteraturNu - oversigt

Anmeldelser
Annoncer
Artikler
Kontakt
Links
Live litteratur
LitteraturQuiz
Nyhedsbrev
Om LitteraturNu
Redaktion og skribenter
Replik
Specialer

 

 

 

Dorph og Pasternak

 

 

 

Fortiden er ikke død, den er ikke engang fortid – Christian Dorph og Simon Pasternak AFGRUNDENS RAND

 

Wow! Dorph og Pasternak har endnu engang skrevet et godt bud på årets bedste danske krimi! AFGRUNDENS RAND trækker i et hæsblæsende tempo læseren med ind i den danske histories malstrøm af vold, hemmeligheder og bedrag.

 

Krimi | Anmeldelse af Karsten Wind Meyhoff

 

Citat

De gik ind bag en dør, kom ind i mørke. Han fik en hånd om nakken, benene blev tvunget fra hinanden med en fod, og lynlåsen trukket hurtigt ned. Han hørte klikket fra dens andens bæltespænde og bukserne, der ramte gulvet. Nu spyttede den fremmede i den frie hånd. Det kildrede, og han gav los, åndede ud og åbnede sig, lukkede øjnene. Og så kom billederne væltende, fortiden, kvababbelserne, fejltagelserne, gråden, alting blev moset ind i ham, stoppet op i røven, et mørke stemplet ind i krydset på ham. Han var pludselig alene. Med lugten, mørket, smerten, det svimlede for ham, og billedet var der, barnehovedet, hans lille datters, Marie Louises, han havde det mellem sine hænder og snusede til det.

 

Forventningerne til Christian Dorph og Simon Pasternaks opfølger til debuten OM ET ØJEBLIK I HIMLEN fra 2005 har været store. Og det er ganske enkelt imponerende, hvor smidigt duoen med deres nye genistreg af en frenetisk, højkoloreret retro-krimi fra slutningen af 1970’ernes Danmark indfrier disse forventninger. Med den vildtvoksende debutkrimi trådte Dorph og Pasternak forrige år frem som et par fortællelystne krønikeskrivere uden fløjlshandsker, hvis dagsorden gik ud på at rive op i gamle sår. 1970’ernes venstreorienterede politiske og kunstneriske miljøer blev kørt gennem vridemaskinen, alt imens et brutalt rovmord stilsikkert blev opklaret.

Nutidens og fortidens synder
AFGRUNDENS RAND skydes i gang, da vicekriminalkommissær Ole Larsen finder sin degraderede kollega Erik Rohde i ”Rummet”, en skummel bøssesauna under Men’s Club i Istedgade i København. Ved siden af den bevidstløse Rohde ligger den kendte forretningsmand Keld Borch med maven skåret op – stendød. Under det stærkt overvægtige lig ligger en mindreårig nøgen tyrkisk dreng, der er besvimet og medtaget efter analt samleje. Larsen tænker hurtigt og får med hjælp fra den hårdtslående kriminalassistent Anita Jensen kollegaen og den tyrkiske dreng indlogeret på et hotel, inden resten af politikorpset og medierne dukker op.

Efterforskningen bringer hurtigt trekløveret på sporet af en gruppe magtfulde mænd med høje embeder og store formuer, som giver magt og indflydelse i det danske samfunds kulturelle og politiske miljøer. Gruppen har rødder tilbage til de aristokratiske kredse, der i 1930’erne og under Anden Verdenskrig var stærkt fascineret af anti-kommunistisk ideologi, men som efter krigen kom til at fungere som landets samvittighed. Ligene begynder dog at hurtigt at vælte ud af skabene hos de magtfulde herrer, da en morderengel tilsyneladende er i gang med at gøre regnskabet op for fortidens synder.

Herefter går et veritabelt kapløb med tiden i gang for at finde morderen, der ikke har i sinde at stoppe, før alle udeståender er betalt. For efterforskningsholdet udvikler jagten sig dog snart til en varm kartoffel, da afdækningen af sagens kerne i fortiden får mildest talt uhensigtsmæssige konsekvenser for nutidens politiske stabilitet. Som hos mange andre af den hårdkogte krimis udøvere er fortiden nemlig ikke et overstået kapitel, den er faktisk ikke engang fortid, for at sige det med en parafrase af William Faulkner.

Stedernes ånd
Et af de brillante træk ved Dorph og Pasternaks konstruktion er, at de til dels planker fortællingens miljøer fra virkelige historiske hændelser, som hele tiden klinger med i baghovedet på læseren og giver plottet et kraftigt stænk af sandsynlighed såvel som et anstrøg af nøgleroman. Samtidig formår Dorph og Pasternak at genskabe steder og stemninger fra 1970’ernes København, så vi får en art dugfrisk samtidsroman med ca. 30 år på bagen. Navnlig er skildringerne af bøssemiljøet i København og Dagbladet Informations redaktionsgange vellykkede, men også beskrivelserne af de højere luftlag hos en aldrende kulturelite er gennemført og forførende godt lavet.

En rutsjetur af en fortælling
Den største fornøjelse ved at læse AFGRUNDENS RAND er dog den rutsjetur af en fortælling, forfatterne tager læseren med på. I modsætning til OM ET ØJEBLIK I HIMLEN bliver der sjældent dvælet ved detaljerne, og forgængerens mange digressioner er stort set renset ud. De to-tre stramt komponerede fortællespor i AFGRUNDENS RAND væver sig ubesværet ind i hinanden og skaber et højt fortælletempo med en lind strøm af cliffhangers og overrumplende scener. Forfatterne giver desuden los for lysten til at lade scenerne udvikle sig uden at tænke på sandsynlighed og realismekrav. Det giver nogle potente og upolerede optrin og får siderne til at knitre af benhård superrealisme i bedste Black Mask- og Frank Miller-pulpstil.

Den lille sønderjyske by Christiansfeld ligner pludselig noget fra en scene i Frank Millers SIN CITY og Kødbyen forvandles til bagtæppe for optrin, der kunne være taget ud af filmen PUSHER. Desuden har AFGRUNDENS RAND befriende lidt fokus på de reelle konsekvenser af de mange brutale handlinger i løbet af romanen. Det går over stok og sten, og i tempoet og fortællingens forpustede rytme aner man en kulsort humor og en lystfuld fryd fra forfatternes side ved at kaste hovedpersonerne ud i en syndflod af ulykker og grusomhed.

Kulsort Danmarksbillede
I OM ET ØJEBLIK I HIMLEN foregik handlingen i 1974. I AFGRUNDENS RAND har vi taget springet frem til 1979, hvor luften stadig er fuld af frigørelse og krav om åbenhed og tolerance. Men tonen er hårdere og mere rå, volden er allestedsnærværende, og pessimismen mere uforsonlig. AFGRUNDENS RAND er ganske enkelt et kulsort portræt af Danmark i frit fald, socialt og mentalt. Umenneskeligheden er generalbassen i en fortælling om fædrelandet i flere generationer. Håbet om et bedre sted er reduceret til momentvise glimt hos hovedpersonerne, når samvittigheden melder sig et sted i udmattelsen over dagens desperate handlinger.

Mellem Ellroy og Sjöwall og Wahlöö
I den forstand er AFGRUNDENS RAND en særdeles velmixet cocktail af det amerikanske forbillede James Ellroys hårdtpumpede machoprosa og den skandinaviske krimis grand old couple, Sjöwall og Wahlöös klassiske politiromaner fra 1970’erne, og så lige tilsat et stænk spionroman, som der ikke skal afsløres mere om her.

Bestræbelsen i Ellroys storværk L.A.-KVARTETTEN fra 1987-1992 gik ud på at genskrive Los Angeles’ historie i 1950’erne uden filter og med bagklogskabens viden om datidens faktiske forhold. På samme måde portrætterer Dorph og Pasternak 1970’erne i Danmark og peger på de dystre sider af perioden og får os til at huske på, at mennesker og ting ikke altid er, hvad de giver sig ud for at være. At den store historie har mange lag og kan fortælles på mange forskellige måder.

Som omdrejningspunkt for fortællingen fungerer de tre hovedpersoner fra Københavns politi i AFGRUNDENS RAND som figurer, der forlener den store historie med samtidens personlige konflikter og sociale problemstillinger. Det er netop på dette punkt, at de to forfattere henter direkte inspiration fra Sjöwall og Wahlöö, og fortællingen skriver sig ind i rækken af skandinaviske krimier med samspilsramte og lidende politifolk.

Danmarkshistorie for viderekomne
AFGRUNDENS RAND er andet bind i en planlagt serie på seks bøger, der skildrer perioden fra 1974 og frem. Bøgerne springer indtil videre med fem år og giver et fabulerende og karikeret Danmarksbillede, der fint supplerer de mange historiske værker, som for tiden skildrer de sidste 30-40 års historie. Historie kan skrives på mange måder, og krimien har altid haft den force, at den kan operere på spekulationens og provokationens niveau. Dorph og Pasternak forstørrer, forvrider og iscenesætter begivenheder for at få virkelighedens polerede facader til at fremstå i et troldspejl. Denne læser glæder sig allerede til at se, hvad de finder på i næste etape af sagaen om det danske velfærdssamfund og dets borgere.

I disse dage hvor danske krimifans og mange andre går og venter på udgivelsen af sidste bind i Stieg Larssons MILLENNIUM-trilogi, ville det være mere end ærgerligt, hvis de af denne grund gik glip af Dorph og Pasternaks fornemme bud på årets danske krimi.

p.s. I øvrigt kan man læse mere om forfatterduoens univers på hjemmesiden: dorphpasternak.dk

 

Lagt online 03-10 2007Forrige | Næste

Nyeste anmeldelser i kategorien 'Krimi'

19-07 2010  Et beskedent skrig fra en fyldt krimipøl – Jeanette Øbro & Ole Tornbjerg SKRIG UNDER VAND

02-06 2010  Stalins spanske guld – Leif Davidsen MIN BRODERS VOGTER

15-04 2010  Alt er relativt - Lotte & Søren Hammer SVINEHUNDE

03-03 2010  Hip hip hype! - Lars Kepler HYPNOTISØREN

02-02 2010  En krimi her og en krimi der – Liza Marklund og James Patterson POSTKORTMORDERNE

03-12 2009  Juletid er krimitid – Gretelise Holm FORHÆRDEDE TIDSELGEMYTTER

15-11 2009  Mørk, mørkere... Marseilles - Jean-Claude Izzo TOTAL KHEOPS

04-09 2009  Danmarks første Facebook-roman - DØDENS FOTOGRAF

10-07 2009  Mordet i Ringkøbing - Julie Hastrup EN TORN I ØJET

12-06 2009  Velkommen på forsiden – Jens Høvsgaard DØDE PRINSESSER DRØMMER IKKE

 

Skønlitteratur & Lyrik

Oversigt over alle anmeldelser

Navn
E-mail (vises ikke)
Kommentar
© Litteraturnu 2010